Erslev Bryggeri - Information 

Information


Bryggeri åbnet...: 1907
Bryggeri lukket..: 1970

Historie

Erslev bryggeri, der ligger mellem Erslev og Øster Jølby på Mors, begyndte som maltgøreri i 1882, grundlagt af maltgører Peder Christian Bjerregård. Han fremstillede malt til egnens gårde, hvor man på den tid selv bryggede øl. Peder Christian Bjerregårds søn Peter Bjerregård (1882-1963) overtog i 1907 maltgøreriet og kombinerede herefter maltningen med brygning af mørkt hvidtøl.

I 1918 ophørte maltningen og i 1919 overtog Johannes Dalgård ølbryggeriet. Efter kun 5 år overdrog denne i 1924 bryggeriet til 2 brødre Jens og Søren Krogh. En tredje broder Rasmus Hansen Krogh var omkring 1910 ansat på bryggeriet som bryggerkarl. Herefter gik der kun tre år inden bryggeriet igen fik nye ejere. Det var igen 2 brødre, Kristian og Peter Søndergård, som i 1927 overtog bryggeriet.

I 1931 vendte familien Bjerregård tilbage til bryggeriet, idet Peder Bjerregårds søn Folmer Bjerregård overtog virksomheden. Folmer Bjerregård (f. 1908) var uddannet ved landbruget, og fungerede efter bryggertiden som organist ved Ansgar Kirke i Øster Jølby. Folmer Bjerregård fortsatte ølbrygningen frem til oktober 1970, hvorefter de havde depot og salg for Tuborg, Carlsberg og Ceres (bayersk øl) og Skovgård Brygger (hvidtøl og mineralvand). I 1976 ophørte også depotvirksomheden.

Igennem hele perioden fra 1907 til 1970 har der kun været brygget mørkt hvidtøl på Erslev Bryggeri. Årsproduktionenhar været på omkring 400 hektoliter med en stigning til omkring 700 hektoliter under bryggeristrejken. I denne periode bryggede Folmer Bjerregård næste i døgndrift, med kun en enkelt mand til hjælp. Produktionstiden var nede på et minimum af en uge. Tilvirkning med malt, humle og sukker varede syv timer og efter en uges lagring var øllet modent til tapning og pasteurisering. Et sådant bryg var på omkring 7 hektoliter.

Øllet tappedes på træankre indtil begyndelsen af 1930erne, hvor 5 og 10 liters flaskerne indførtes. Fra begyndelsen af 1960erne tappede man udelukkende øllet på 1/2 og 1/1 flasker.

Øllet distribueredes sammen med depotvarerne til de lokale indbyggere i det nærmeste opland indenfor en radius af en halv snes kilometer. Heril havde man næsten fra begyndelsen anskaffet en 2 tons lastbil med en enkelt kusk.

Kilde: Samlerringen februar 1982



Du er altid velkommen til at kontakte mig på flg. email adresse: tommy@beerlabels.dk






© Tommy Holm 2001-2009
Powered by Red Hat, Apache, PHP and MySQL