Tranebjerg Bryggeri
Tranebjerg bryggeri på Samsø blev grundlagt allerede omkring midten af forrige
århundrede af gårdejer Mads Søren Madsen. Denne drev en gård i Langemark og drev
nærmest bryggeri som bierhverv. Såvel gård som bryggeri blev overtaget af sønnen,
Ole Søren Madsen, der i 1894 solgte bryggeriet til sin søn, R. J. Madsen, født i
Langemark 1866.
Han indså hurtigt, at mere tidssvarende lokaler og produktionsapparat var
nødvendige, hvis omsætningen skulle følge den stadigt stigende trend den var
inde i. Han flyttede derfor til Tranebjerg og byggede et bryggeri der.
Om dette bryggeri kunne man i "Landhaandværkeren" fra 15. april 1896 læse
følgende: "I sommeren 1894 opførtes et Ølbryggeri med tilhørende Maltgøreri i
Tranebjerg paa Samsø efter Tegning af Murermester Jørgensen, Tranebjerg, som
tillige udførte murearbejdet. Murene blev støbte af Cement, buerne over Vinduerne
samt Køllen bleve murede. Bryggeriet er meget praktisk indrettet og forsynet med
Petroleumsmotor, som trækker Pumperne, der besørge Flytningen fra et Kar til et
andet. Under det egentlige Bryggerilokale findes en rummelig og kølig Lagerkælder.
Etageadskillelsen bestaar af murede Hvælvinger mellem Jernbjælker, foroven afdækkede
med Betongulv. Taget er dækket med Tagpap paa pløjet Forskalling. Den samlede
Bekostning beløber sig til ca. 5000 kr. foruden inventar."
Brygger Madsen, der fik en bryggeruddannelse på hvidtølsbryggerier i København,
gjorde det rigtige. Omsætningen steg og han indrettede senere tapperi og andre
moderne finesser på bryggeriet. Bryggeriets produktion blev solgt på hele Samsø
fra egne vogne, både på ølankre og i flasker. Da brygger Madsen kun bryggede hvidtøl
selv havde han desuden depot for Thor i Randers samt for mineralvande.
Bryggeriet blev, som så mange andre, nedlagt umiddelbart før Den Anden
Verdenskrig.
Kilde: Samlerringen juni 1979
Du er altid velkommen til at kontakte mig vedr. denne artikel på flg. email adresse: tommy@beerlabels.dk angiv venligst arikelnummer: 67
|