Næstved Mineralvandsfabrik Fortuna 

Næstved Mineralvandsfabrik Fortuna

Hans Chr. Carl Lund begyndte i maj 1869 tilvirkningen af mineralske vande og mousserende limonader i en kælder i Købmagergade 18. Året efter blev fabrikken overdraget til cand. Pharm. Henri Kristian Krag Milling. Denne havde fabrikken til 4. maj 1880, hvor den blev solgt til J. S. Baagøe (apoteker) og Næsted (hotelejer) for 14.000 kr.

I 1882 overtog Baagøe Næsteds part i fabrikken for 5.000 kr. I 1906 overtog Carl Jensen fabrikken. 1. november 1934 overtog Carl Chr. Sivertsen fabrikken og 1. maj 1964 overtog Carl Johan Sivertsen, som sidste ejer i ”Fortunas” historie, fabrikken.

Baagøes gode forudsætninger for at producrer mineralvand ( ikraft af at han var apoteker) bevirkede at fabrikken blev anerkendt for kvalitetsprodukter (Faxe solgte f. eks. Fortunas mineralvande engang) og man fik flere medaljer herfor. I 1942 flyttede fabrikken til Gottliebsvej 13, hvor C. C. Siversen havde bygget en ny fabrik. Denne fabrik blev i takt med det stigende salg gradvist udvidet så at der i 1969 var 300 kvadratmeter fabriks- og lagerlokaler. I de senere år begyndte man at rationalisere ved at overgå til fuldautomatiske maskiner og så sent som i 1969 indsatte man en ny fuldautomatisk skyllemaskine. Trækasserne blev delvis erstattet af plastkasser ligesom patentflaskerne delvis blev afløst af kapsel flasker. Sifonerne var allerede blevet taget ud af produktionen i 1941.

Alle disse nyuanskaffelser fik dog ikke nogen lang levetid på Fortuna, for allerede i sommeren 1970 lukkede fabrikken, de sidste måneders produktion var endda foregået på Citos anlæg. Lukningen skete til trods for at Fortuna havde leverancer til flere sygehuse og kasserner. Alligevel kunne fabrikken glæde sig over at have overlevet alle de øvrige fabrikker i Næstved. Efter lukningne blev kasser og flasker solgt til Cito.

Kilde: Samlerringen april 1977



Du er altid velkommen til at kontakte mig vedr. denne artikel på flg. email adresse: tommy@beerlabels.dk angiv venligst arikelnummer:   80






© Tommy Holm 2001-2009
Powered by Red Hat, Apache, PHP and MySQL