Lambic

De vilde øl fra Belgien har deres rødder langt tilbage i historien. Som en af de mest primitive øl brygget noget sted på jorden, er disse spontant gærede øl unikke for Belgien, eller for at være mere præcis, til et område vest for Bruxelles, kaldet Senne Dalen.

Lambic bryggere anvender mindst 30% umaltet hvede, for at producere en mælket urt fra mæsken. Der anvendes gammel humle, da den kun tilsættes af hensyn til dens præserverende værdi, ikke af hensyn til smag eller aroma.

I modsætning til andre øltyper, i hvilke en omhyggeligt dyrket gær bruges til at gære urten, så bliver det hvedebryg som anvendes til at producere lambic øl overladt til luften, som giver en spontan gæring fra luftbåren gær (kaldes også at ”inficere” urten). Som i tidligere århundreder bliver denne øl kun brygget i de koldere måneder af året, da den vilde gær er for forudsigelig om sommeren. Den gærende urt bliver herefter lagt på store træfade, som ligger i mørke støvede gallerier, for at aldre i fra tre måneder til mange år.

Resultatet er en unik skarp og sur øl, som sandsynligvis minder om de ales der blev brygget i fordums tider. Smagen er næsten som en flad syret cider som angriber tungen og suger kinderne ind. Øllet er ofte lyst og uklart og har et alkoholindhold på omkring 5%.

Lambicen kan drikkes ung for sig selv - Dette serveres ofte fra fad på cafeer i Bruxelles området – men det blandes oftest med gammel lambic for at producere gueuze. Ligeledes tilsættes der somme tider frugt, hvorved man opnår framboise (hindbær) eller kriek (kirsebær). De fleste bryggerier som fremstiller lambic er små specialiserede bryggerier, men der findes dog også mere kommercielle mærker.