Berliner weisse

En overgæret hvedeøl. Drikkes hovedsagelig i Berlin og omegn. Berliner Weisse har et indhold på ca. 2,8% alkohol og en smagen er skarpt syrlig. I brygprocessen anvendes typisk imellem 25 og 50% maltet hvede, resten maltet byg.

Et speciale ved denne øl er anvendelsen af mælkesyrebakterier. Normalt vil en brygger gøre alt for at undgå at der udvikles mælkesyrebakterier, men i Berliner Weisse er det tilstræbt. Det drejer sig om en mælkesyrebakterie, som i starten af århundredet af Professor Max Delbrück på Berlins Universitets brygskole. I dag kaldes bakteriestammen for lacto-bacillus delbrücki til ære for professoren.

En anekdote fortæller at da Napoleons tropper, som indtog prøjsernes hovedstad, smagte Berliner Weissbier benævnte de den straks ”Nordens champagne”. På mange områder minder denne øl da også om vinene fra Reims. Oprindelsen til øllen er ukendt, men det er tænkeligt at det var huguenotter som på deres rejse igennem Frankrig og Flandern havde lært at brygge øl, som bragte denne øltype til området omkring Berlin. Øltypen kendes i hvert tilfælde fra 1600-tallet, netop den periode hvor mange hueguenotter strømmede til Berlin området.

Den ideelle serveringstemperatur ligger på ca. 8-10° celsius. Som regel drikkes Berliner Weisse af pokallignende glas, ofte serveret med et ”skud” hindbærsirup eller skovmærkeekstrakt. Denne tilsætning gør at øllet ikke har den samme syrlighed, som den har i ”ren” form. De fleste berlinere vil undre sig, hvis man bestiller en Berliner Weisse uden ”schuss”. Typisk drikkes Berliner Weisse om sommeren, gerne på en af de utallige fortovscafeer, hvorimod man ikke vil se den servet om vinteren. Da øltypen er en fantastisk tørstslukker giver dette næsten sig selv.

I en del år har der kun været to producenter af Berliner Weisse, Berliner Kindl AG og Berliner-Schultheiss-Brauerei GmbH, dette til trods for at der på et tidspunkt har været over 700 producenter af Berliner Weissbier i Berlin-området.